At høre til i sit eget skind…

Det er faktisk vores hud, som har den største berøringsflade med verden udenfor. Vores hud, som dagligt står model til vejr og vind, men også til cream, stof og manipulationer. Vi tager den for givet, forventer at den opfører sig på en bestemt måde, og når så øjenlågene begynder at hænge og huden på skinnebenene bliver tynd, bliver vi lidt fornærmede og smører den måske lidt ekstra.

Men det ændrer ikke på det faktum at huden er vores skind, vores hylster, vores indpakning. Og hvordan er det lige med forbindelsen mellem vores hylster og det, som er indeni, resten af vores krop, vore tanker og følelser? Er der harmoni mellem det ydre og det indre?

Jeg har i mange år haft det sådan, at hvis mit indre liv ændrede sig markant, så var det nødt til at afspejle sig i det ydre, ny frisure, nyt tøj, en anden parfume, whatever. Og hvis livet var kaotisk, så blev mit ydre også kaotisk og uinspirerende.Så for mig har der altid været sammenhæng. Det betyder ikke at jeg ikke har taget min hud for givet…

Og så læste jeg denne essay af Lauren Slater, en forfatter, som har levet med en daglig tilbagevendende depression siden hun var barn. Det er tankevækkende læsning at få indblik i hvor svært det har været og er at få hverdagen til at hænge sammen, og hvordan hendes hud fik sidste prioritet. Det sidste i en sådan grad at hun negligerede bade og rent tøj. Det resulterede i en pinefuld tur på hospitalet, fordi skidt havde samlet sig under hendes hud… ikke nogen rar tanke.

Nogen gange skal vi helt ud på overdrevet, før det er muligt at vende tingene, og Lauren er nu gået i gang med at gøre noget for sit hylster, har købt lidt nyt tøj, fået håret klippet og bruger lidt make-up. Det har ikke fjernet depressionen, men det virker som om at det har gjort verden lettere, selvomsorgen og opmærksomheden.

Det er spændende tanker, synes at erindre at jeg har læst om undersøgelser i samme retning.

Håber du vil læse artiklen, du finder den her:

Jeg har bestemt mig til at smide mine slidte joggingbukser ud og iføre mig noget tøj, som jeg faktisk er vild med at have på, også selvom jeg arbejder hjemme…

At udforske ønsket om at høre til

På engelsk bruger man ordet Belonging om at høre til, altså en sammentrækning af Be – at være og longing – længsel. Det ord kan jeg rigtig godt lide.

På dansk bruger vi høre til – for mig en art stedsangivelse koblet sammen med en sans, nemlig hørelsen. Kan man høre hvor man hører til ? 

To meget forskellige brug af ord til at tale om noget grundlæggende i ethvert menneskes liv, hvor har jeg hjemme.

Jeg er gået i gang med bogen, Eternal Echoes af John O´Donohue. Den udforsker vores sult efter at høre til, set ud fra et keltisk perspektiv. Bogen er smuk, fuld af vignetter og gode tanker, her er en enkelt at sove på…

Either we are in the universe to inhabit the eternity of our souls and grow real,

or else we might as well dedicate our days to shopping and kill time watching talk-shows (side 20)

Det tomme rum hos Edward Hopper

Jeg holder meget af maleren Edward Hopper (1882 – 1967), og især holder jeg meget af hans tomme rum, hvor solen står ind gennem en rude, et hul. Det giver et rum, et sted at holde time-out.

Simon Cutts har lavet et lille digt til det her billede;

On parquet

Sunlight

Solidifies

Its polished

Petals

Digtet er fra bogen The Poetry of Solitude, redigeret af Gail Levin.

 

The art of belonging

Jeg har altid ledt efter et sted at høre til. Vejen har været lang og snørklet, til tider lys og venlig, og andre gange har tågen ligget over stien, og de eneste lyde har været mit eget åndedræt.

Jeg har altid været anderledes, aldrig passet ind. I mange år orienterede jeg mig ud mod verden for at finde et sted at høre til. Uden held. Adoptivbarnets svøbe vil nogen sige. Måske. Det vender jeg tilbage til.

Viden og uddannelse har ligget højt på min liste over overlevelsesstrategier, og jeg har grebet de nye teknologier med kyshånd, en måde at være til på, at meddele mig ud i verden, finde et sted at høre til. Lykkes det? Det ved jeg faktisk ikke.

Vejen går nu indad, ind mod en accept af at være anderledes og måske aldrig finde et sted ude i verden helt at høre til. Måske kan det udtrykkes sådan her;

Når man ikke hører til nogen steder, kan man føle sig hjemme alle steder

Det er emnet for mit liv nu og vil også være emnet for denne blog, en rejsefælle.