Jeg har altid ledt efter et sted at høre til. Vejen har været lang og snørklet, til tider lys og venlig, og andre gange har tågen ligget over stien, og de eneste lyde har været mit eget åndedræt.
Jeg har altid været anderledes, aldrig passet ind. I mange år orienterede jeg mig ud mod verden for at finde et sted at høre til. Uden held. Adoptivbarnets svøbe vil nogen sige. Måske. Det vender jeg tilbage til.
Viden og uddannelse har ligget højt på min liste over overlevelsesstrategier, og jeg har grebet de nye teknologier med kyshånd, en måde at være til på, at meddele mig ud i verden, finde et sted at høre til. Lykkes det? Det ved jeg faktisk ikke.
Vejen går nu indad, ind mod en accept af at være anderledes og måske aldrig finde et sted ude i verden helt at høre til. Måske kan det udtrykkes sådan her;
Når man ikke hører til nogen steder, kan man føle sig hjemme alle steder
Det er emnet for mit liv nu og vil også være emnet for denne blog, en rejsefælle.